Om klubben » 2013 Referater » Formandens beretning
Formandens beretning ved generalforsamlingen tirsdag den 19. marts 2013.

Så er endnu et år i RIDO regi gået, året var 2012 og det var også vores 40 års jubilæums år.
Det har været et godt år med mange gode minder om rideture, stævner og en god jubilæums fest.

Året udendørs startede med en arbejdsdag på banen, det var en kold fornøjelse med slud og regn. Vi fortsatte igen i april. Vi nåede meget, men alt det vi ikke nåede, lavede Knud færdig i løbet af forsommeren så det hele var klart til stævnerne og jubilæet.

Jubilæumsfest
Og jubilæet kom jo lidt bag på os da vi startede 2012 med en ny bestyrelse. Men det var ganske vist: vores klub har eksisteret i 40 år. Med stort arbejde fra rigtig mange for at få omgivelserne til at tage sig flot ud og ikke mindst få fat i ”gamle” RIDO medlemmer klappede det hele og vi fik alle en rigtig god fest med nye og gamle medlemmer, og datoen var helt perfekt. Det var sommerens mest varme aften og nat. Og på vores bane stod teltet oplyst med kulørte lamper og oven over var der en stjerne himmel så flot. Det var en fantastik kulisse som enhver der skal holde fest kunne ønske sig.

Vi har i 2012 afholdt 2 ud af 3 sommer stævner, vi var nødt til at aflyse det ene stævne pga. datoen faldt sammen med Odense Fællesdyreskue. Stævnerne var vel besøgt. Og vi har jo også den flotteste beliggende udendørs bane. Det er i hvert fald det som nye ryttere siger når de kommer og besøger os for første gang.

Igen i år var vi med til Kirsebærfestivalen. Det blev til træk ture både lørdag og søndag. Vi havde 2 rigtig fine dage, jeg er stadig vildt imponeret over Viktoria og Sarahs dejlige ponyer, de tog det hele i stiv arm fandt sig i alle børnene som jo elskede dem ubetinget, og så alle de mærkelige mennesker som gik ind foran dem og trolde som rendte rundt og så mærkelige ud og også sagde mærkelige lyde. Det gik rigtig fint og jeg tror at de vil spørge os igen i år om vi vil komme.

Der blev i år afholdt en mini ridelejr. Og selv om det kun var en overnatning tror jeg nok der var nogen som hyggede sig. Der er fine billeder på RIDO’s face book side.

Nogle af os har fået nyt tøj med logo på, der er også lavet logo mærker som kan købes hos Rikke Petersen, de kan sidde på stævneskabe eller i bilruder mm.

Rikke Sørensen arrangerede et springkursus med Louise Nielsen som er en af Danmarks bedste military ryttere. Det var et rigtig godt kursus som både indeholdt teknik og spring.

Klubmester i dressur blev Rikke Petersen på Realist B. Men lige i halen på hende kom Victoria, der var kun mule hår i mellem procenterne på de to. Godt gået.

Fjordens dag meldte vi afbud til. Det skyldtes at der i sidste øjeblik kom nogle forsikrings krav op, som vi ikke var sikre på om vores heste har. Det vil vi så være bedre rustet til næste gang.

Året var også der hvor vi fik en ny bund i ridehallen, og noget nyt har vi fået. Det er en meget fin bund med sand og fluks. Det var noget af et arbejde og det så meget sjovt ud da fluksen var lagt ud i bunden. Det lignede fjer og dun fra mange høns. Bent (Hyldegård) Madsen kom med sin fræser og fik fluksen blandet sammen med sandet og så lejede vi en tromle hos Carsten som Knud og Bjarne så kørte med hele aftenen. Bunden er efter noget tilridning blevet rigtig god. Men for at holde den, kræver det at der skal samles hestepærer op, og det er vi blevet meget bedre til henover vinteren. Og når vi ser hvor meget der bliver samlet op, kan man jo godt forstå at en ride bund ikke kan holde så længe hvis ikke man gør det.

Som et forsøg har Kommunen, på utallige opfordringer fra rideklubben, valgt at tage ridning forbudt skiltene ned på det stykke langs Fyns Hovedvejen. Det er vi meget glade for. Nu kan vi sikkert komme fra Taarupvejen til Fladmosevejen uden at skulle ride på vejen. Jørgen Sørensen har også givet tilladelse til at vi stadig må ride hen over hans mark til Lykkedams vej så vi ikke skal ride langs Fyns Hovedvejen for at komme op på ridebanen.

Året 2012 var også året hvor de to dygtige ryttere Rikke og Tina Rosengård Hansen blev nr. 2 ved individuel Fyns Mesterskab i henholdsvis dressur og spring.

I 2012 blev Kiki og Knud gift, det var en fin varm solskins dag selvom datoen var den20. oktober.

Vores juletur den 23. december blev vi nødt til at aflyse, vejret var for dårligt.

En opfordring til alle: Jeg kunne godt tænke mig at der var lidt flere som ville være med til de ting som der rent faktisk sker i klubben. Det er svært at holde humøret oppe når ingen vil være med til de arrangementer der er på programmet. Hvis der er nogen som har nogle gode ideer til noget vi kunne lave så kom med dem, vi vil gerne være aktive og lave nogle forskellige ting. Men det er svært når der ikke kommer nogen til arrangementerne. Så dette er en opfordring til alle om at bakke op om de ting som bliver arrangeret. Lysten til at arrangere ting forsvinder når ingen gider deltage. Vi vil jo alle gerne gøre vores klub endnu bedre.

rideklubbens face book side er der rigtig mange gode billeder fra mange forskellige arrangementer, og Bettina er en god og flittig fotograf. Hun har været meget aktiv og har fået lagt rigtig mange gode billeder derind. Hvis ikke i har været der så gå ind og se de mange gode billeder.

Til slut vil jeg sige at vi jo har en fantastisk rideklub og nogle fantastiske rammer her i området, både med ridebaner og tur muligheder. Så brug dem og del dem med jeres ride venner.

Susi W. Hansen
 
Rideklubben RIDO | (indkørsel til RIDObanen til stævner: Hans Schacksvej 409, 5300 Kerteminde)